En rebell universalitet underifrån


BESTÄLLNING AV BESTÄLLNINGEN: Den härskande ordningen gör allt för att spåra upprorna.

Mikkel Bolt
Bolt är professor i politisk estetik vid Köpenhamns universitet.
e-post: mras@hum.ku.dk
Publicerad: 2019-11-10
Insurgent Universality: A Alternative Legacy of Modernity
Författare: Massimiliano Tomba
Utgivare: Oxford University Press, Storbritannien

Den nya upprorcykeln har nu pågått i nästan tio år - om vi säger, börjar den med demonstrationerna i Tunisien utlösta av Mohamed Bouazizis självmord den 17 december 2010. Protester mot lokalt skjutvapen och en udda post-koloniala värld spriddes som vi vet kort efter ett antal länder i Nordafrika och Mellanöstern, inklusive Egypten, Libyen, Yemen och Syrien.

Samtidigt som de arabiska revolten fick fart, började de sydeuropeiska rymdobservationsrörelserna på allvar sommaren 2011. Dessa förkastade Europeiska centralbankens sparprogram, som skulle köpa mafiabankerna och överföra räkningen till de europeiska folken. Hösten 2011 kom resan till USA, där ockuperingsrörelsen ockuperade säten i amerikanska städer och kritiserade den enorma ekonomiska ojämlikheten som finanskrisen hade utsatts för.

Det förflutna är gravid med möjliga framtider.

Perioden sedan 2011 har varit tecken på upproret - Ukraina, Frankrike, Brasilien, Hong Kong, Chile etc. - men den har också präglats av en våldsam kontrarevolutionär motrörelse som har tagit form av invasioner (bland andra i Libyen, Mali och Syrien). ) till likvidationer (Khashoggi) och återvändande av fascism som kultur och styrning (från Trump och Bolsonaro till den danska socialdemokratins fullständiga bekräftelse av DF: s islamofobi). Den härskande ordningen gör allt för att spåra upprorna från att förvandlas till en revolution mot kapital och nationalstaten.

Alternativ modernitet

Med sin bok Upprorisk universitet leverer den italienske filosof og Marx-kender Massimiliano Tomba et bidrag til den historisk analyse af opstandene og den særlige temporalitet, der kendetegner en opstand. Vi kender dette fra blandt andre Furio Jesis analyse af den tyske revolution, der er anliggendet for Tombas analyse. Det er opstandenes uindfriede historiske potentiale Tomba hiver frem fra historiens mørke, hvorved han skitserer en udvidet alternativ modernitet, der udstikker andre perspektiver end den fremadskridende sejrherrernes historie, vi kender fra historien om nationalstaterne og deres konger og politikere. Altså den historie der stadigvæk trods postkolonial kritik er den dominerende i de fleste sammenhænge og som styrer den måde, politiske narrationer fortælles på. Den såkaldte krig mod terror og alle diskussionerne om national identitet, der har huseret i de fleste europæiske offentligheder de seneste fem-ti år, er alle udtryk for denne forestilling om en teleologisk historie med (Vestens) nationalstater og -demokratier som historiens protagonister og endemål.

Over for denne historie, Vestens historie med stort H, Histori-en, hvor alle ikke-vestlige subjekter og fællesskaber reduceres til tilbagestående barbarer eller forsinkede efterabere af vestlig modernitet, stiller Tomba en anonym og brudfyldt historisk temporalitet om oprør. Han analyserer fire momenter – fra den franske revolution i 1793, Pariserkommunen i 1871, fra den russiske revolution i 1918 og zapatisternes opstand i Mexico i 1994. I disse finder Tomba en art underjordisk eller marginaliseret forståelse af menneskerettigheder til fordel for en åben og revolutionær idé om frihed, der ikke abonnerer på forestillingerne om nation, individ og ejendomsret.

Som modsætning til statens universalisme fra oven, som vi finder i såvel USA’s uafhængighedserklæring og menneskerettighedserklæringen fra 1789 som i FN’s menneskerettighedserklæring, finder Tomba en oprørsuniversalitet fra neden i 1793, 1871, 1918 og 1994, hvor statens juridiske individualisme udfordres af en kollektiv politisk universalitet, der sætter fælleseje over for den private ejendomsret. Både De liges selskab i 1793, kommunarderne i 1871 og zapatisterne i 1994 gjorde oprør mod statens forestilling om et abstrakt og passivt rettighedsindivid, der skal beskyttes af nationalstaten (eller afstraffes af samme), såvel som mod den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

En brudfyldt historie

Tombas historiske analyse er et forsøg på at åbne fortiden og pege på uindfriede muligheder, der kan hjælpe de revolutionære, der igen er på gaden i Paris, Hongkong og Cairo. Det er en art benjaminsk konstellation, han fremskriver, hvor fortiden og nutiden går i forbindelse og sameksisterer som lag i en form for geologisk formation. Historien bliver elastisk og brækkes op i stykker, hvorved historien i ental afløses af historier i flertal. Museet åbnes op, og alle de indfangede alternative temporaliteter myldrer ud på gaden. Det er en sammensat og diskontinuerlig planetarisk historie, hvor fortiden er svanger med mulige fremtider. Når kommunarderne citerer De liges selskab, men også middelalderlige bondeoprører, genaktiverer de historien og bryder hul i Napoleon Bonapartes og Thiers ensrettede euro-modernistiske historie. I stedet for en normativ verdenshistorie med Vesten som endemål, hvor alle ikke-statslige organiseringsformer og ikke-kapitalistiske produktionsmåder bliver tilbagestående før-statslige og prækapitalistiske fællesskaber, der endnu ikke er kommet på højde med Vesten, åbner der sig en brudfyldt historie, der indeholder mange forskellige lag, og som forandrer sig i forskellige tempo.

Prenumeration 195 kvartal NOK