Endast vanliga människor


ÖSTEUROPA: Thomas Ubbesen och hustru har skrivit en mänsklig-liknande berättelse om de människor som bodde på höger sida av väggen.

Solid bidragare till NEW TIME.
e-post: moestrup@gmail.com
Publicerad: 2020-02-13
Vi var folket – Møde med østeuropæere 30 år efter Murens fald
Författare: Thomas Ubbesen
Gyldenda, Danmark

Lad os starte hos Sorina og Paul. I dag et ægtepar bosat i Budapest, men det kunne godt være gået meget anderledes. Sorina voksede op i Rumænien under Ceaucescu. Paul levede sit ungdomsliv i Vesttyskland. De møder hinanden, da Paul er på ferie ved Sortehavet. Det er den slags kærlighed, som bare slår ned med ét. Er ustoppelig og omsiggribende.

Men kærligheden under kommunistisk styre er ikke nødvendigvis mulig, og da slet ikke med en vesterlænding. Sorina kan ikke glemme Paul, og hun kaster sig ud i risikofyldt flugt med falsk cubansk pas og uhyre mange ting, der kan gå galt. Og det gør det. Hun bliver tilbageholdt og ryger i fængsel, hvor hun deler celle med en 20-årig kvinde, der har dræbt sin baby i desperation. Der er kulde og sult. Hundene får bedre mad end kvinderne.

«Jeg fatter ikke nostalgien. Det er vel de dovne, og de dumme, der savner den
tid.»

Men efter tre måneder får Sorina lov at forlade fængslet. Det kommer uventet, og først senere finder hun ud af, at hendes mor har bestukket dommeren og dermed sandsynligvis reddet sin datters liv. År senere finder hun også ud af, at moren har været betalt af staten til at overvåge sin datter og dermed forpurret den kærlighed, der kunne have været. Historien ender dog halvvejs lykkeligt, for efter at have levet separate liv, stiftet familier og fået børn med andre mennesker, genforenes Paul og Sorina efter 25 år og lever nu sammen i lejligheden i Bukarest.

Historien er meget sigende for Vi var folket. En bog der vil nærme sig en forståelse af de mennesker, vi sjældent hører om i de større medier, medmindre man da lige skal bruge et almindeligt menneske for at gøre det hele mere appetitligt og forståeligt. I Vi var folket er her stort set kun almindelige mennesker. Det er deres liv, som står helt og holdent i centrum.

Foto: pixabay
Foto: pixabay

En rejse med god tid

Grundtanken bag bogen er såre simpel. Thomas Ubbesen, som i mange år har været udenrigsreporter hos Danmarks Radio, er taget på rejse i det, vi engang kaldte Østeuropa. Med sig har han hustruen Anne, som også er journalist. Sammen har de udstukket en rute, der fører dem hist og pist i de lande og regioner, som indtil 1989 var under kommunistisk styre.

Prenumeration halvår 450 NOK

Rundrejsen giver os god tid. Tid til at lytte og komme ind på livet af de forskellige skæbner. Rejseparret har ikke travlt. De bliver hængende, indtil fortællingen ikke kan strækkes længere.

Der er en vis grad af repetition i bogen. Dels er der en monotoni i rejsens natur. Tjekke ud, tjekke ind. Drage videre. Nyt hotel. Ny restaurant. Ny taxi. Heldigvis er Ubbesen og hustru gode til at snakke sammen. Ja, faktisk kan bogen nærmest læses som en hyldest til ægteskabets lyksaligheder. De har begge en stor viden og er gode til at reflektere og diskutere sammen på en sådan måde, at også vi læsere bliver klogere.

Checkpoint Charlie-pixabay

En anden monotoni, som er vanskeligere at neddrosle, er de mange ligheder, der opstår, når man har så mange geografiske nedslag, som tilfældet er i Vi var folket. Så forskellige er folks liv heller ikke, hvad end de bor i Odessa, Krasnodar eller Bialystok. Ofte ender man med en følelse af, at de østeuropæere, Ubbesen og hustru møder på deres vej, kan grupperes i to. Der er de, som savner de gamle dage. Som synes at det var lettere dengang. At der var en anden form for solidaritet, og at der var arbejde til alle. Og så er der de, som synes, at den moderne tid er at foretrække. At man nu kan rejse frit, udleve sine drømme og ikke er underlagt et styres stramme greb. Eller som bulgarske Margarita udtrykker det: «Jeg fatter ikke nostalgien. Det er vel de dovne, og de dumme, dem, der ikke gør noget selv, men vil have det hele foræret af systemet, der savner den tid. Vorherre bevares!»

Sagen er naturligvis at de, der synes bedst om den nye tid, typisk er de, der har klaret sig godt, hvorimod de fattige og de tilsidesatte havde en anden form for opbakning og rolle at spille i det kommunistiske samfund. De længes tilbage.

Muren

Vi var folket fungerer især som menneskenær beretning. De store perspektiver og den indgående historiske formidling skal man finde et andet sted. Bogen er tankevækkende i den forstand, at den via de mange beretninger kropsliggør hvor stor betydning, det har haft, hvorvidt man er først på den ene eller den anden side af , ren. Samtidig er den nuanceret nok til at det ikke bliver en entydig Vest-Øst-fortælling til fordel for Vesten. Den slags nuancer har vi brug for.


Kära läsare. Du har nu fyra gratis artiklar kvar den här månaden. Känn dig fri att rita en Prenumeration, eller logga in nedan om du har en.



Lämna en kommentar

(Vi använder Akismet för att minska skräppost.)